17.09.2011 PREMIERE-SEJR TIL SKILDPADDERNE
PI København-Rungsted HK 3-8 (2-0, 0-3, 1-5)
Målscorere: Christian Sonne 3, Stephan Grey 2, Brian Hansen 1, Morten Ketelsen 1 og Tomas Tamsen 1
Klik her for kamprapport
Lad os slå det positive fast først. Rungsted Hockey Klub(RHK.red), også tidligere kendt som Hørsholm Floorball Klub, vandt den første kamp i premierekampen i 1. division med 3-8 på udebane i Vanløsehallen. Men vi skulle et godt stykke ind i anden periode, før RHK omsider fik spillet til at hænge bare nogenlunde sammen. Og spillet blev aldrig rigtig helt godt lørdag eftermiddag. Træner Jan Kruse var heller ikke imponeret over spillernes offensive kvaliteter bagefter kampen. Voldsomt ideforladt angrebsspil og manglende kombinationer gjorde, at den motorvej op langs midten, som var til stede mod PI København, aldrig blev udnyttet til fulde.
- Der var god tænding på under opvarmningen, men det var tydeligt at se at i starten af kampen, at det er et helt nyt spilsystem blandet med nye spillere. Så starten var præget af en del usikkerhed. At det så også var første kamp i sæsonen, og alle lige skulle finde sig til rette, gjorde, at spillet ikke blev så flydende som ønsket, udtalte Jan Kruse bagefter kampen om begyndervanskelighederne.
Den usikkerhed var mest udtalt i første periode, hvor hjemmeholdet bragte sig foran 2-0, der fik målene mere eller mindre foræret på grund af sløsethed af RHK. Det første mål var en tabt bold i PI Københavns forsvarszone, hvor PI København på kontraen spadserede gennem hele forsvaret og scorede på en ellers glimrende keeper Daniel Hermansen. 50 sekunder senere blev et aldeles ufarligt skud rettet af foran mål og snød fuldstændig RHKs keeper. Så var Rungsted pludselig nede med 2-0 efter første periode.
"Det er fandme pinligt, det her!"
Jan Kruse måtte hæve stemmebåndet i periodepausen. Primalbrøl som ”det er fandme pinligt, det her” og ”hold nu de skide aftaler” var essensen af den ti minutter lange pause, som heldigvis gjorde underværker for RHK. I anden periode kom der mere snit over spillet, men symptomatisk for den manglende skarphed oppe foran, så var det en back, der sørgede for den første scoring til Rungsted. Brian Hansen, som op til sæsonstarten er kommet til fra Uvelse, tog et løb fra backpositionen og løb op og scorede det forløsende mål efter to minutter af anden periode. Et velspillet angreb et par minutter senere placerede anfører Morten ”Dræber-Krølle” Ketelsen alene for kassen, der med et træk uden om målmanden reducerede til 2-2. Halvvejs i perioden fuldbyrdede Christian Sonne comebacket og bragte skildpadderne foran med 2-3 for første gang i kampen. En stilling som holdt perioden ud og som også var fortjent.
Tredje periode var knapt nok gået i gang, da en anden nyerhvervelse Tomas ”Jesus” Tamsen bragte RHK afgørende foran med 2-4. Og da bundrutineret Stephan Grey scorede til 2-5 kort efter, så virkede kampen afgjort. PI København havde med deres smalle bænk ikke kræfterne til for alvor at komme tilbage i kampen, og Rungsted kunne køre sejren hjem. De resterende mål blev scoret af to gange Christian Sonne og på et straffeslag af Stephan Grey som med knusende ro fikserede keeperen og lagde bolden stille og roligt i mål.
Sidstnævnte skulle vel også have scoret yderligere en gang efter en særdeles kuriøs episode midt i tredje periode. PI Københavns målmand løb snarrådigt løb ud af målet for at sparke en farlig bold væk. Bolden endte dog på midten hos Grey som med en smule koldblodighed kunne have scoret på Søren Berg'sk manér. Især med tanke på, at Københavnernes målmand havde store problemer med at komme tilbage i kassen efter skovturen. I målmandens iver for at nå tilbage snublede han flere gange, og trillede nærmest stakåndet tilbage mellem stængerne. Omkring seks sekunder efter han forlod kassen. 10 RHK-strubehoveder gjaldede på bænken: ”Skyd!” til Grey som ikke udnyttede muligheden.
Comeback-kids
Kampen bød på comebacks til et par gamle kendinge af det hedengangne Hørsholm FK. Thomas Gaard var tilbage efter et år i Grønland i arbejdsrelateret regi. Den lynhurtige wing startede på bænken, men kom ind i kampen ved boxplay og beviste, at hurtigheden ikke er forsvundet siden sidste år. Han var sågar flere gange tæt på at score i undertal, men målet udeblev. Om RHK får lov til at beholde Gaard er lidt usikkert, da fremtiden afhænger af bolig- og jobsituation for apotekeren. Men han viste med al tydelighed, at han kan gøre gavn på holdet.
Derudover så var Christian Birch også tilbage efter næsten tre års pause grundet studieophold i Odense. På nær et par enkelte gæsteoptrædener på 2. holdet, så havde den tidligere anfører ikke rørt en stav i de tre år. Og det kunne man se. Birch havde op til flere direktører i løbet af kampen og burde have scoret et eller to mål. Men skarpheden manglede.
- Det var skønt at være tilbage, men kampen afslørede jo, hvad jeg havde på fornemmelse i forvejen. At der er lang vej igen. Jeg mangler kamptræning og et markant bedre ’touch’ med bolden. Men jeg vil da rose træneren for stædigt at holde mig på banen. Ingen kunne vel rynke på næsen, hvis jeg havde fået en pause i kampen, men det er den eneste måde, jeg kan blive bedre på - at spille kampe, lød det efter kampen fra Christian Birch, som måtte høre på en del røg fra holdkammeraterne grundet de brændte chancer.
Veteranen var dog ganske tilfreds alligevel med indsatsen efter den lange pause, som vanen tro bød på et stort løbepensum.
- Det blev da til en assist og et fremtvunget straffeslag. Så det er egentlig ok. Derudover har jeg jo også en kæmpe aktie i 2-2 målet, da jeg råber til Sonne(Christian Sonne.red.), at han skal spille bolden på tværs til en fri "Dræber"(Morten Ketelsen.red). Det må betegnes som en passiv assist, og det skal man ikke glemme, lød det med et smil fra Christian Birch.
Træner Jan Kruse var efter kampen tilfreds trods en noget sløv start på kampen og en rodet affære.
- Vi tager de gode ting med der lykkes til næste kamp. Og at score 8 mål og vende 0-2 til 8-3 viser, at holdet kæmper til sidste slutfløjt og ikke ligger sig ned, selvom man møder lidt modgang. Nu ser vi frem til næste kamp, hvor vi forhåbentlig får vist lidt mere af det spil, vi gerne vil, og ved vi kan spille. At vinde på en dag, hvor vi ikke får spillet op til vores bedste, samt at vi har en del skader, viser bare, at vi har bredden og gode forudsætninger for at være med fremme i 1. division, afslutter Jan Kruse.