04.01.2012 MÅNEDENS SPILLER: CHRISTIAN BIRCH
Som tidligere nævnt så er det ikke kun den der laver flest mål eller assist, der kandiderer til månedens kæledægge, alias månedens spiller. Der kan være mange ting der gør sig gældende for at komme i betragtning. En spiller, der har løftet sit niveau på banen, og ikke mindst niveauet for danske floorball hjemmesider, er Birch, alias BS.
Birch har i denne måned sportsligt efter et par års pause langsomt været ved at finde hans tidligere niveau på banen, og er en arbejdshest, der utrætteligt arbejder stenhårdt offensivt og defensivt i sin kæde. Birch kommer til træning hver gang, og er eksemplet på, at med stort fremmøde til træning, så udvikler man sig bedst. Hans formkurve her sidst i november og i december er steget markant, og han er nok en af de spillere, der har udviklet sig mest den sidste måned.
I fraværet af anfører, Dræber Lykke Jensen, mod Lyngby i årets sidste kamp viste Birch, at månedens opgående kurve og gode fremmøde til træning hele måneden stadig var gældende, som indhopper på Krølles plads i sort kæde. Birch spillede en flot kamp, og havde i overtiden et stolpeskud, der kunne have afsluttet kampen. Desværre for Birch mangler der stadig noget skarphed og skud på mål fra hans side i denne sæson. Men hans mange andre kvaliteter på banen er udviklet markant den seneste måned. Birch arbejder stenhårdt til træninger og kampe og går til opgaven med en positiv og fokuseret indgangsvinkel.
Ros og klapsalver er slet ikke nok når man nævner det arbejde Birch ligger for dagen med hjemmesiden. Uanset hvad andre måtte mene, så er jeg ikke i tvivl om at det er DK´s flotteste og mest gennemførte hjemmeside inden for floorball. Flot design og hele tiden nye ting på forsiden ved nyheder, interwievs og andet lækkert lir. Og det sidste nye tiltag med egen Youtube-kanal, er en klasse for sig selv.
Det er en fornøjelse at se drengene blive udsat for Birchs interwievs, hvor man aldrig kan vide sig sikker for om der skulle dukke lidt spas musik op i baggrunden, eller blive lagt afslørende klip ind med folk der kramper. Da man gav Birch frie hænder med hjemmesiden og video projekter, så tror jeg ikke holdet vidste hvad de gik ind til ;-) Jeg er slet ikke i tvivl om at vi ikke har set de sidste fede projekter fra Birchs side. Man kan kun tage hatten af for dem der frivilligt ligger mange timers arbejde i sådanne projekter, som Birch gør.
Så det er en fornøjelse at nominere en spiller hvis udvikling er steget markant i denne måned, og som samtidig laver et stort frivilligt arbejde for klubben.
Tillykke til Birch som månedens spiller i December.
Af: Jan Kruse Jensen