Rungsted HK - PI København 9-4 (2-1, 3-1, 4-2)
Målscorere: Christian Sonne 2, Thomas Gaard 2, Michael Transel 1, Nikolaj Hommel 1, Stephan Grey 1, Bo Lykke Jensen 1 og Christian Birch 1
Et amputeret Rungsted hold manglede flere nøglespillere til revanchekampen mod PI København. Anfører ”Krølle” og Jesper Johansen var fraværende, så der skulle rokeres om i kæderne. Tomas Tamsen røg op i 1. kæden og Birch, Bo og Gaard udgjorde en potent 2. kæde rent offensivt.
Sidste opgør mellem de to mandskaber endte med et overtidsnederlag til Rungsted efter en vanvittig slutfase, hvor de Orange havde alle muligheder for at skaffe tre point. Dette mislykkedes for et par måneder siden, så i aftes var der dømt revanche.
En drømmestart var en realitet allerede i andet skift, da Gaard scorede tæt under mål på en løs returbold. Og selvom PI København reducerede til 1-1, så kunne Christian Sonne kort efter score til 2-1. Rungsted-holdet var dog underligt sløvt spillende, og kom aldrig rigtig i gear i 1. periode mod en tynd besat København-bænk, der absolut også havde deres chancer. Martin Haag reddede en bold på ulovlig vis på stregen midt i perioden, men på det efterfølgende straffeslag lykkedes det endnu engang Nicklas ”Mini-Birch” Lindhøj at holde buret rent på det store tilbud. Det samme gjorde keeperen i Lyngby kort før julepausen. En fortjent, om end lille, pauseføring på 2-1 til hjemmeholdet.
Lidt mere snit over tingene kom der i 2. periode. PI København kæmpede bravt og var også ganske giftige i kontrafasen, men Christian Birch udbyggede føringen til 3-1 på et håndledsskud. Og da Bo Lykke Jensen scorede til 4-1 på en frislagskombination, så så det godt ud for RHK. Med Bos mål garnede således alle tre angribere i 2. kæden, og sammen med backerne Haag og Brian gjorde de en god figur. Stephan Grey sørgede med kampens flotteste mål til 5-1, hvor han blev spillet helt blank foran mål, og gav Rungsted en føring på 5-2 inden sidste periode. Men det var ikke et særligt sprudlende RHK-mandskab, der gjorde præmissen for kampen betydelig sværere, end den behøvede at være. En rodet og ustruktureret affære, og Jonas Hviid fra Helsingør, der var på spiontogt til kampen inden Rungsted og Helsingør mødes fredag aften i Rungsted Dome, kunne ikke være synderlig nervøs inden det opgør. Dertil manglede RHK fart i kombinationerne og tempo i opspillet.
I 3. periode løb udeholdet tør for kræfter, og Rungsted spillede samtidig mere sammenhængende. Uden problemer kunne hjemmeholdet køre sejren hjem, og perioden vindes med 4-2. De sidste tyve minutter huskes blandt andet for Michael Transels flotte mål, hvor det var selve opspillet, der var det bemærkelsesværdige. Med hurtige pasninger fra egen zone serverede Christian Sonne bolden foran mål til Transel, der knusende sikkert scorede i krydset. Som taget ud af en træningsøvelse. Veteranen har vist sig som en målfarlig back, og Transel belønnes for de opportunistiske løb fra back-linjen, når han spotter en mulighed. Kampens sidste kasse sættes ind af Thomas Gaard på et signaturmål. Som et rovdyr lå den hurtige spydspids på lur, da Københavnerne førte bolden op ad banen. Gaard fik prikket bolden fri af en back, og spurtede ned alene mod mål, rundede keeperen og satte bolden ind.
Slutresultatet på 9-4 udgjorde en god optakt inden lokalbraget mod Helsingør, men der skal diskes op med helt anderledes spil, hvis Rungsted skal gøre sig forhåbninger om sejr mod et suverænt førerhold fra Helsingør. Med en sejr kan HFT endegyldigt sikre sig oprykningen til Eliten, da Rungsted ikke længere vil kunne indhente dem. Så RHK vil gøre alt for drille Helsingør - det kan gæsterne fredag aften klokken 20.45 være ganske vis på.