|
27.01.2012 OPTAKT: RUNGSTED HK - HELSINGØR FT
Så er det blevet tid for det sidste møde mellem semi-svenskerne fra Helsingør og Whiskybæltets raske helte. Der er ingen tvivl om, at Helsingør er favoritter i denne kamp, men de to foregående opgør har også vist, at styrkeforholdet mellem de to hold slet ikke er så stort, hvis blot vi kan holde dampen oppe i alle tre perioder. Netop det bliver nøglen til en mulig sejr på i aften, og gejsten, lysten og motivationen er i top over hele linjen til at drille Helsingør, så de ikke får muligheden for at fejre oprykningen i Rungsted Dome!
Vi kommer fra to friske sejre mod Glostrup og Politiet, de to kampe har dog indikeret, at det vil kræve absolut koncentration og stor arbejdsmoral, hvis man vil drille et så kompetent hold som Helsingør. Selvom vi fortsat er ramt af feriebørn og småskavanker, så er der ingen tvivl om, at vi nok skal være klar til kamp fredag kl. 20.45, når Helsingør gæster os. Vi håber, at folk har lyst til at spendere et par timer i selskab med to hold og et sæt dommere, som vil levere noget mere underholdning end X-factor overhovedet nogensinde kommer til at kunne præstere!
Vel mødt i Rungsted Dome!
Af: Christian Sonne |
|
|